Danmark en velfærdsstat

Det danske velfærdssystem er funderet på en mangeårig tradition for solidaritet med de svageste borgere. Dette sikkerhedsnet er finansieret af et skattesystem, der i princippet bygger på, at de, der tjener mest, betaler mest til fællesskabet.

Sikkerhedsnettet

Den lige adgang til social hjælp og sundhedsydelserne er dog en sandhed med visse modifikationer. Den danske velfærdsmodel er som alt andet i den moderne individualiserede verden under forandring. Denne udvikling kan blandt andet aflæses i en stigning i udbuddet af private alternativer fx til hjemmepleje og sygehusbehandlingen, for dem, der vil og kan betale selv.

Men grundstammen i velfærden er stadig, at alle, der har behov, kan få hjælp. Og med opholdstilladelse i Danmark, bopæl, cpr-/personnummer og skattekort bidrager du til og har dermed også adgang til den danske velfærdsstats ydelser.

Aftalestyret arbejdsmarked

Det danske arbejdsmarked afspejler også denne solidaritet i det, der kaldes for ”Den danske model”. Modellen for, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, er unik for Danmark og indebærer, at regulering af arbejdsvilkår og løn sker via frivillige aftaler mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.

Integration

Som nyt medlem af det danske samfund, bliver du også en af samfundets borgere. Integration i et fremmed land er altid en udfordring. Arbejdspladserne og fagforeningerne arbejder med at sikre, at udenlandske medarbejdere skal falde til og have lyst til at blive i Danmark. Men du får størst udbytte af fællesskabet og glider lettere ind i det danske samfund, hvis du selv tager et ansvar, sætter dig ind i kulturen og ikke mindst hurtigt lærer at begå dig på sproget.

 

 

 

 

 

 

Hvis du søger job i Danmark inden for områderne

  • ældre, syge og handicappede
  • børn og unge
  • kost og service
  • teknik- og servicesektoren
så er FOA – Fag og Arbejde din faglige organisation.